Bornholms flora har tidligt tiltrukket sig botanikernes opmærksomhed.

Bornholm har tidligt tiltrukket sig botanikernes opmærksomhed. De fandt på en forholdsvis lille plet ikke alene de fleste planter, der kendes fra det øvrige Danmark, men tillige en stor mængde arter, som man ikke eller kun sjældent finder andre steder i landet. Når Bornholms flora er så rig, skyldes det flere sam­virkende omstændigheder. De fleste planter stiller meget bestemte krav både til jordbundens beskaffenhed og til klimaet, og de har derfor en begrænset geografisk udbredelse. Men klimaet på Bornholm er mere forskelligartet end i noget andet område i Danmark af tilsvarende størrelse. F.eks. er den årlige mængde nedbør og vinter­temperaturen meget forskellig i det indre af øen og i kystegnene. Dertil kommer, at det kuperede terræn byder på sydvendte bakkeskrænter eller varme gryder mellem klipperne, hvor solen om sommeren skaber et lokalklima, der egentlig hører hjemme i det sydlige og østlige Europa, og skyggefulde klippespalter, hvor luften altid er kølig og fugtig. Desuden er jordbundsforholdene rigt varierede, således at et stort antal plantearter finder de mængder vand,

Det, der gjorde klippekysten velegnet som tilflugtssted, var den omstændighed, at de løse jordlag blev vasket bort af havet, da vandspejlet kort efter istiden lå 15-20 meter højere end nu, og der har ikke været jord noktil tæt, skyggendetrævækst. Klipperøn, rød og sort dværgmispel, purløg, tarmvridrøn, svalerod og soløje samt hvid stenurt, farvevajd, mur-gæslin­geblomst, skinnende storkenæb, enblomstret flad­bælg og topspirende rapgræs har klaret sig i dette refugium. De sydbornholmske skrænter har opfyldt livsbetin­gelserne for lyskrævende planter som bibernelle, skærmarve, skrænt-star, baltisk svingel og knop­nellike, medens bakke-potentil kan have vokset i begge refugier. Foruden de nævnte istidsrelikter omfatter den born­holmske flora en hel række arter, der her i landet kun findes vildtvoksende på Bornholm: sort radeløv, vår-spergel, akeleje, blegblå-anemone, vedva­rende måneskulpe, orientalsk takkeklap, sumpviol, rød rundbælg samt andre, der godt nok er truffet an­dre steder i Danmark, men som på Bornholm har deres hovedudbredelse: rundfinnet radeløv, nor­disk radeløv, fin kæruld, ager-guldstjerne, hylde-gøgeurt, knærod, skrueaks, dværg-åkande, vårpotentil, grå potentil, melet kodriver, linnæaog strandloppeurt.

næringsstoffer, kalk, humusstoffer, og hvad de ellers kræver for at trives. Der er både granit, sandsten, skifer og kalk som undergrund, dækket af et vekslende tykt lag af moræneaflejringer, der spænder fra groft grus til fint ler. Det er påvist, at en række af øens botaniske perler er såkaldte »istidsrelikter«, der fandt et tilflugtssted (refugium) på steder, hvor skoven med sin dræ­bende skygge ikke kunne få fodfæste, da denne i Fyrretiden bredte sig ud over øen. De undslap sko­vens angreb på Nordbornholms klippekyster eller på de kalkholdige kystklinter mod syd.

For sporeplanterne, mosser, laver og svampe mangler endnu meget, før man har fået et fuldstæn­digt overblik over øens samlede antal arter, og der indberettes hvert år om fund af arter, der er nye for øen. Her er endnu meget at gøre for øens botanikere og gæster.